For at skaffe præster, degne og klokkere en bedre og mere fast indkomst blev det i 1814 bestemt, at de personer, der boede i et sogn skulle betale til sognets præster og kirkebetjente uanset stand, religion og næringsvej. Undtaget betaling var medlemmer af de tyske menigheder og folk fra hertugdømmerne, der bosatte sig her og hørte til den lutherske kirke. Sognets medlemmer skulle hvert år opføre det beløb, de ville give, i mandtalsprotokollen. Rodemestrene stod for opkrævningen af beløbet mod at få 2 % af beløbet. I hvert sogn nedsattes en kommission med 3-5 sognemedlemmer, som skulle se på om de beløb, som sognets medlemmer frivilligt havde tegnet sig for, stod i rimeligt forhold til deres indtægt.
