De Tilforordnede ved Politiet var en institution, hvor politimesteren mødtes ugentligt med en række parter for at dømme i sager vedrørende "politien". Forsamlingen bestod af 1 medlem af Hofretten, 1 medlem af Admiralitetsretten, 1 medlem af Magistraten og 1 af de 32 mænd.
Fra 1500-tallet betegnede 'politi' en række samfundsøkonomiske reguleringer, der også sørgede for at handelen forløb ordentligt - 'politien' blev tit nævnt i flæng med 'god skik og orden'. Reguleringerne styrede blandt andet priser og takster, men var også til for at holde håndværkerlavene fra at få for stor indflydelse.
Fra 1687 blev politimesteren indkaldt til ugentlige møder med Københavns Magistrat, de såkaldte tirsdagsmøder. Møderne varede frem til 1691. Møderne fra 1687-91 har eftertiden kaldt 'Politiretten', og en protokol fra disse findes under en arkivskaber af samme navn (se link nedenfor).
I 1691 fik politimesteren en ny instruks, hvor rammerne for De Tilforordnede ved Politiet blev fastsat. De ugentlige møder blev dermed formaliseret i instruksen, og institutionen fik et navn, De Tilforordnede ved Politiet. Fra De Tilforordnede er der bevaret en resolutionsprotokol (se linket Politi- og Kommercekollegiernes arkiv).
Samtidig fik politimesteren et værelse på rådhuset, politikammeret. Politikammeret fungerede som en underpolitiret, men dens protokoller er først bevaret fra 1776 på Rigsarkivet (se link nedenfor).
I 1701 blev en ny politiret oprettet denne gang med 'Politiretten' som officielt navn. Den afløste De Tilforordnede ved Politiet. Ingen protokoller er bevaret fra denne, men den bestod indtil 1708, hvor den fusionerede med Kommercekollegiet, der blev til Politi- og Kommercekollegiet.
Regelgrundlag og andre relevante dokumenter:
Københavns Diplomatarium, bind 7, nr. 518.
Københavns Diplomatarium, bind 7, nr. 990.
Københavns Diplomatarium, bind 7, nr. 995.
Københavns Diplomatarium, bind 7, nr. 1024.
Københavns Diplomatarium, bind 7, nr. 1033.
Københavns Diplomatarium, bind 7, nr. 1064.
Københavns Diplomatarium, bind 7, nr. 1127.