Samarbejdsnævnet blev oprettet i 1972 under Overborgmesterens afdeling i henhold til § 16 i bestemmelser om samarbejde og samarbejdsudvalg i Københavns kommunes institutioner, vedtaget af kommunalbestyrelsen den 4. maj 1972. Nævnets formål var at fremme samarbejdsudvalgenes virksomhed og den forslagsvirksomhed, der hørte under samarbejdsudvalgene.
Nævnet skulle vejlede samarbejdsudvalgene. Det skulle også fortolke samarbejdsudvalgsbestemmelserne og behandle og afgøre uoverensstemmelser om bestemmelserne. Nævnet registrerede alle aftaler om samarbejdsudvalg og udarbejdede forslag til kurser og uddannelse i samarbejdsudvalgenes arbejdsopgaver.
Nævnet bestod af 12 medlemmer. De seks blev udpeget af den samlede magistrat og seks af personaleorganisationerne. Formanden blev udpeget af den samlede magistrat. Til støtte for nævnet blev der etableret et sekretariat, som bestod af en repræsentant valgt af nævnets kommunale repræsentanter og en repræsentant valgt af nævnets organisationsrepræsentanter. Nævnets forretninger blev ekspederet gennem nævnets sekretær som varetog sekretariatets daglige opgaver.