Kapelvejens Skole blev oprettet i 1879 og taget i brug den 3. oktober som friskole. Den 1. maj 1903 blev den omdannet til betalingsskole, da den nye Hans Tavsens Gade Skole blev friskole. I 1915 besluttede Borgerrepræsentationen, at der ikke længere skulle betales for undervisning og skolen blev kommuneskole. Den 1. august 1933 blev skolen benyttet som øvelsesskole for Blågårds seminarium (for to klasser). Pigerne blev overflyttet til nærliggende skoler. I 1937 skiftede øvelsesskolen navn til Seminarieskolen på Kapelvej. Den 1. april 1945 blev skolen beslaglagt af den tyske besættelsesmagt, som benyttede den til at huse tyske flygtninge. Skolen blev atter rømmet den 22. august 1945.
I 1963 flyttede Seminarieskolen til Blågårds seminarium på Ndr. Bystævne 5 i Gladsaxe. I 1964 blev skolen igen kommuneskole og kom atter til at hedde Kapelvejens Skole. I 1984 blev skolen nedlagt. Eleverne blev overført til Blågårdskolen.