Københavns Magistrat var indtil 1771 også en domstol og kaldte ofte sig selv Rådstueretten, også når den optrådte som byens øvrighed.
Rådstueretten fungerede som første instans i sager, hvor overformynderne rejste tiltale mod værger, eller en værge rejste tiltale mod en anden værge. København havde ligesom andre købstæder to overformyndere, som skulle udpege og føre tilsyn med værgerne.
I 1586 blev Rådstueretten også landstingsret, hvor sager fra bytinget kunne appelleres. Skifterettens afgørelser, underfogedens inddrivelser og anker over auktionsdirektørernes arbejde kunne også indbringes for Rådstueretten.
Hvis man ville appellere en sag, skulle man selv aflevere dommen fra underretten og et udkast til stævningen til rådstueskriverkontoret. Stævningen blev udstedt i magistratens navn og rådstuetjenerne leverede stævningen til den tiltalte.
Rådstueretten behandlede sagerne skriftligt. I retten blev dokumenterne læst højt og parterne i sagen havde mulighed for at tilføje bemærkninger. Rådstuerettens domme kunne appelleres til højesteret.
I 1771 afskaffede Struensee magistratens dømmende myndighed og sagerne skulle behandles i Hofretten, som senere kom til at hedde Hof- og stadsretten. Rådstueretten genopstod ikke efter Struensees fald.
Regelgrundlag for Rådstueretten:
Forordning af 6. juni 1586
Plakat af 3. april 1771
