Københavns Magistrat

København hørte indtil begyndelsen af 1400-tallet under biskoppen i Roskilde. Fra slutningen af 1200-tallet udvalgte biskoppen mænd af borgerskabet til at være rådmænd, som skulle deltage i byens administration. To af rådmændene fungerede som en art borgmestre. I 1417 overtog kong Erik af Pommern København, og byen hørte derefter under kongen.

I 1500-tallet begyndte ordet 'magistrat' at blive brugt som et samlet begreb for øvrigheden i København, dvs. byens myndighed. Magistraten bestod af et skiftende antal borgmestre og rådmænd, som sammen med byfogeden tog sig af forvaltningen af byen. Magistraten var først selvsupplerende, men blev fra 1536 indsat af kongen.

Der var et vekslende antal borgmestre og rådmænd. 3-4 borgmestre og 6-12 rådmænd. Den fornemste borgmester blev kaldt præsident, senere overpræsident. Borgmestrene og rådmændene blev godt betalt, mens viceborgmestre og vicerådmænd ikke fik løn, men kunne forvente at blive udnævnt til borgmestre eller rådmænd selv.

Under krigen med Sverige 1657-61 og efter den svenske belejring af København gav kong Frederik den 3. løfter om nye privilegier til byen. Borgerskabet og magistraten fik i fællesskab ret til at vælge 32 mænd blandt de rige købmænd, som skulle være med til at varetage byens administration.

De 32 mænd skulle først og fremmest tage sig af økonomien, men de stod under magistraten og havde ikke megen indflydelse, bortset fra at to af dem sammen med præsidenten og en af borgmestrene havde adgang til kongen. Ifølge en kongelig resolution fra 1691 skulle rådmændene udpeges blandt de 32 mænd, men det skete i mange tilfælde ikke.

Magistraten varetog især en række myndighedsopgaver. Det drejede sig for eksempel om tilsyn med Københavns handels- og håndværkslav, udnævnelse af folk til forskellige borgerlige ombud eller at bekendtgøre nye forordninger for byens borgere.

Indtil 1771 fungerede magistraten også som domstol, Rådstueretten. Rådstueretten fungerede først og fremmest som appelinstans for bytinget og for andre dømmende og administrative instansers afgørelser. Rådstueretten var også skifteret. Når sagerne var for retten, skulle der være mindst syv personer til stede. Fra Rådstueretten kunne sagerne appelleres til Højesteret.

Flere gange ugentligt samledes magistraten til rådstuemøder og forhandlede om sagerne. Afgørelserne i magistraten blev truffet i fællesskab og under fælles ansvar. Dog kunne medlemmerne blive udset til at tage sig af særlige områder. Domme, resolutioner og afgørelser skete ved stemmeflertal.

Der var ikke nogen regler for, hvor mange medlemmer, der skulle være til stede, for at forsamlingen var beslutningsdygtig. Alle beslutninger var i hele forsamlingens navn, også når de ikke var taget enstemmigt. De uenige medlemmer fik deres indsigelser skrevet i protokollen og var dermed fritaget for ansvar.

I 1771 afsatte Struensee Magistraten og Stadens 32 mænd og indførte i stedet Stadens Råd. Efter Struensees fald i 1772 vendte det københavnske bystyre tilbage til sin tidligere form, dog med den undtagelse, at magistraten mistede sin dømmende myndighed, dvs. Rådstueretten blev nedlagt, og sagerne overgik til den nyoprettede Hof- og Stadsret. Polimesterembedet blev underlagt Danske Kancelli.

Magistraten havde en lang række opgaver. Den skulle stå for byens økonomi, overformynderiet, fattigvæsen, skoler og fængsler. Den var forligsmyndighed i private sager, stod for separation og skilsmisse mellem ægtepar, havde patronatsret (ejerskab) til en del kirker og havde opsyn med byens lav. Desuden stod magistraten for at bekendtgøre beslutninger, love o.lign. med de såkaldte 'rådstueplakater'.
I 1795 fik magistraten en instruks, hvor det blev præciseret, at magistraten i København havde samme myndighed som amtmændene og magistraterne i landets andre købstæder. Der var dog den forskel, at justitsvæsenet i København hørte under Hof- og Stadsretten og politiet under politimesteren.

I 1795 brændte København. Efter branden overgik en del af magistratens myndighed midlertidigt (1796-1814) til en særlig kommission, Erstatningsfondskommissionen. En af kommissionens opgaver var at sørge for erstatninger til de grundejere, der mistede dele af deres grunde ved gadeudvidelser. Kommissionen overtog derfor administrationen af byens udenbys grunde og satte bl.a. fæsteafgifterne for grundene op.

I 1801 tog Danske Kancelli initiativ til, at magistraten blev delt op i fire hovedfag. Hvert hovedfag fik en borgmester og hver sit fagområde at referere til møderne i rådstuen. Rådstueskriverkontoret blev også delt op i fire fag.

Allerede i 1805 blev denne ordning lavet om. Rådstueskriverens stilling blev nedlagt og der blev oprettet to sekretariater. Sekretariaterne havde hver sin borgmester, der skulle føre tilsyn og hver sin sekretær, der refererede på rådstuemøderne. De to sekretariater fungerede frem til at en ny ordning for Københavns Kommunes administration blev indført i 1858.

Regelgrundlag for Københavns Magistrat:
Københavns privilegier 24.3.1659
Københavns privilegier 24.6.1661
Reskript af 13. marts 1801
Reskript af 14. august 1801
Reskript af 15. februar 1805
Kommunalloven 1857