Københavns kasse- og regnskabsvæsen var i 1814 opsplittet på en mængde myndigheder. Stadens kæmner og forskellige andre kasseforvaltere sorterede under bystyret, men der var også en række direktioner og kommissioner, der var mere eller mindre selvstændige i forhold til bystyret, og som havde selvstændigt kasse- og regnskabsvæsen.
Kasse- og regnskabsvæsenet var desuden præget af det såkaldte ´skuffesystem´, hvor der til hver udgift var lagt en bestemt indtægt. Fra 1814 og frem til 1907 gik udviklingen i retningen af en række forsøg på at centralisere kasse- og regnskabsvæsenet. I 1907 foretog man til gengæld en vis decentralisering af regnskabsførelsen.
I 1814 blev der oprettet en hovedkasse, hvor visse midler blev samlet, og indkasseringen blev centraliseret. I 1841 gjorde man tilløb til at udarbejde et samlet trykt regnskab for hele den kommunale aktivitet, men først med kommunalreformen i 1857 og skatteloven af 1861 var forudsætningerne for en mere gennemgribende reform til stede.
Ved kommunalreformen i 1857 blev forvaltningen af de kommunale anliggender for første gang samlet under kommunens ansvar og regnskabsaflæggelsen blev overladt til Magistratens 2. afdeling. I forbindelse med skatteloven af 1861 blev administrationen omlagt, ´skuffesystemet´ blev stort set afskaffet, og det var herefter muligt at udarbejde et samlet, trykt regnskab for hele den kommunale virksomhed.
Kommunens regnskabsform og -principper blev ændret flere gange i perioden 1814-1920. Regnskabsarkivaliernes form og måden de blev gemt på har også ændret sig i perioden, så søgeprocessen er ikke ens overalt. Der er også variationer i den form, der blev aflagt regnskab på mellem forskellige grene af den kommunale forvaltning, og forandringerne på disse områder er ikke sket samtidigt.
Kommunens centrale regnskab, som først fra 1862 kan kaldes et hovedregnskab i egentlig forstand, blev 1815-57 kaldt Stadens Hovedkasses Regnskab, derefter Kommunens Regnskab. Igennem hele perioden er der regnskaber for de enkelte institutioner. Fra 1883 er de indordnet som underregnskaber i Kommunens Regnskab.
Fattigvæsenet og Belysningsvæsenet bevarede dog en vis særstilling, der har betydet, at der ikke er bevaret meget fra disse områder. Regnskabsmæssigt er der helt særlige forhold omkring legater, stiftelser, magistratskirkerne og lignende.
Fra 1903-20 er driftsregnskaber og -bilag kun bevaret for hvert femte år, og efter 1920 er de fuldstændigt kasseret bortset fra Kapitalregnskaber og antegnelser. Kommunens regnskaber er altså nogenlunde fuldstændigt bevarede indtil 1902.
Betegnelsen ´Kommunens Regnskab´ bruges dels om kommunens trykte regnskab, dels om de regnskaber, regnskabsbøger og regnskabsbilag, der egentlig udgør ´kommunens regnskab´. Det omfatter frem til 1882 regnskabet for hele kommunen, som hovedbogholderen aflagde ved Stadens Hovedkasse, og fra 1883 både hovedbogholderens regnskab og de special- og underregnskaber, som institutionerne aflagde.
Mere specielt omfatter betegnelsen ´Kommunens Regnskab´ også den gruppe arkivalier, som i tidens løb er afleveret til stadsarkivet af revisionen eller institutionerne. Frem til 1882 drejer det sig om regnskabsbilag, og fra 1883 af regnskaber og bilag fra de forskellige institutioner.
Regelgrundlag for Kommunens regnskab:
Anordning af 12.4.1812
Reskript af 31.5.1814 om Staden Københavns økonomiske forfatning
Instrukser af 29.12.1814
Anordning af 1.1.1840 om kommunalbestyrelsen i København
Borgerrepræsentationens vedtagelse af 11.1.1841
Kongelig resolution af 4.12.1844
Kommunalreformen 4.3.1857
Vedtægt af 30.12.1857
Borgerrepræsentationens forhandlinger 1860-61, s. 145
