Den 1. oktober 1802 indførtes der i København en afgift på fast ejendom. Skatten blev indført pga. de stigende udgifter til landets forsvar. Til brug for afgiftens beregning udarbejdedes der en række protokoller over byens ejendomme.
Protokollerne dækker altså ikke 1700-tallet, men i og med at de er blevet til i perioden 1802-06 (med rettelser og ændringer frem til 1858) dækker de en lang række af de ejendomme, der også fandtes i byen i det foregående århundrede. Protokollerne er henlagt efter bykvarter og omfatter 16 bind. De dækker perioden 1802-58. I daglig omtale kaldes de sædvanligvis opmålingsbøger.
I København skulle samtlige forhuse, dvs. de huse, der lå ud til gaden, og alle side- og baghuse måles i deres fulde længde og bredde, hvorefter deres omfang i kvadratalen skulle udregnes fra husets grund til dets tag. For at have et ordentligt beregningsgrundlag måtte stadskonduktøren, som var den embedsmand, der stod for opmålingen, og hans folk ud og måle hele byen op.
For hver grund blev der udformet en tegning i målestokken 1:240 og på hver tegning blev grundens grænser og de derpå placerede bygninger afbilledet. Alle relevante mål er angivet i tommer og alen, ligesom også antallet af etager er anført.
Protokollerne indeholder registre med henvisninger fra såvel gl. (1756) som nye (1807) matrikelnumre til protokollernes pagineringer, hvor der findes grundplaner i målestokken 1:240 af samtlige afgiftspligtige (private) bygninger samt udregning af etagernes arealer og afgiften, jfr. Historiske Meddelelser 1971, s. 105.
