Børneværnsdirektoratet

Københavns Børneværn blev oprettet i 1933 med Lov nr. 181 om offentlig forsorg, der afløste Børneloven fra 1905. Forgængeren for Børneværnet var Københavns Værgeråd. En stor del af sagerne fra børneværnet er desværre kasseret.

Lovens grundtanke var at samle den offentlige børneforsorg i Børneværnet, uden hensyn til om forsorgen skyldtes trang i hjemmet (f.eks. fattigdom og vandrøgt) eller forhold omkring børnene selv (f.eks. adfærdsproblemer).

I København tog Københavns børne- og ungdomsværn sig af børne- og ungdomsforsorgen, herunder at træffe beslutning om fjernelse af børn. Børne- og ungdomsværnet bestod af en formand, to næstformænd og otte menige medlemmer. Formanden var borgmesteren for Københavns magistrats 3. afdeling, som børne- og ungdomsforsorgen hørte under.

Ved behandlingen af de enkelte sager deltog desuden kredsværgerne fra de respektive børneværnskredse, hvorunder sagerne hørte. Børneværnssagerne blev enten behandlet i børneværnskredsene eller i Magistratens 3. afdeling.

Magistraten udpegede næstformændene og konstituerede to stedfortrædere for dem. Ifølge loven skulle næstformændene opfylde betingelserne for at kunne blive udnævnt til dommere.Borgerrepræsentationen valgte de øvrige medlemmer. De valgte også kredsværger og suppleanter til at hjælpe med behandlingen af sagerne.

Børneværnet var inddelt i først 16 kredse, siden fra 1961 24 børneværnskredse, Valgene var for fire år ad gangen.

Børneværnet holdt sig løbende orienteret om de forhold, hvorunder børn og unge i kommunen levede. Det samarbejdede f.eks. med andre foreninger, institutioner og med politiet, som var forpligtet til at underrette værnet om forhold, der kunne give anledning til hjælpeforanstaltninger. Derudover kunne private anmode om hjælp, hvis de mente, at et barn var i alvorlige fare eller blev dårlig behandlet i hjemmet.

Nogle af de hjælpeforanstaltninger, der var nævnt i loven var tillagt magistraten i henhold til vedtægt. Magistraten udøvede disse funktioner gennem direktoratet for Københavns børne- og ungdomsværn, som traf beslutningerne. Sagerne havde dels forsørgelsesmæssig karakter, dels forebyggende. Til det forebyggende hørte familievejledningen, som var frivillig, og som afløste det lovpligtige almindelige tilsyn.

Mens Socialministeriet fungerede som den øverste administrative myndighed for området, stod Direktoratet for Børne- og Ungdomsforsorgen (indtil 1958: Overinspektionenen) for tilsynet med Børneværnet. Landsnævnet og amterne var ankeinstanser i henholdsvis fjernelsessager og sager om iværksættelse af forebyggende børneforsorg.
Med vedtagelsen af Loven om børne- og ungdomsforsorg i 1961 blev bestemmelserne i Socialloven vedrørende børn samlet i en særskilt lov. En ny lov i 1964 om børne- og ungdomsforsorg lagde op til at børneværnsforanstaltningerne i videst mulig omfang skulle fremtræde som tilbud.

Fra 1963 tog direktoratet sig også af administrationen af sundhedsplejerskeordningen.
I 1976 ophævedes børne- og ungdomsloven, og dermed også børneværnet, ved bistandslovens ikrafttræden.

Regelgrundlag for Børneværnsdirektoratet:
Lov om offentlig forsorg fra 1933
Lov af 31. maj 1961 om børne- og ungdomsforsorg
Lov af 4. juni 1964 om børne- og ungdomsforsorg
Lov nr.227 af 31. maj 1963 om sundhedsplejerskeordningen