De Samvirkende Sygekasser i København blev stiftet i 1884 af en række københavnske og frederiksbergske sygekasser med det formål at styrke sygekasserne overfor blandt andet apotekere og læger, samt påvirke staten til en udbygning af hospitalsvæsen, alderdomsforsørgelse og begravelsesvæsen, og i det hele til at yde tilskud til mindrebemidledes sygesikring.
Man ønskede også at begrænse konkurrencen mellem sygekasserne og lette mulighederne for sygekasseskift for tilflyttere fra provinsen til København. Siden begyndelsen af 1900-tallet var hovedparten af de københavnske sygekasser medlemmer i samvirket.
Ved oprettelsen af Sammenslutningen af Københavnske Sygekasser i 1947/51 blev hovedparten af De Samvirkende Sygekassers medlemmer tilsluttet denne, og administrationen overgik til ´Fælleskontoret for Sammenslutningen af Københavns og Frederiksbergs Sygekasser´. I 1963 blev administrationerne i De Samvirkende Sygekasser og Sammenslutningen af Københavnske Sygekasser egentligt organisatorisk sammensmeltet.