Sygekasser

Sygesikring eller sygekasser i København har en historie langt tilbage. Fra middelalderen og frem til midten af 1800-tallet var det især lavene, der stod for hjælp under sygdom. Lavsvæsenet blev imidlertid ophævet med næringsloven af 29. december 1857, og det betød, at de tvungne bidrag til syge- og fattighjælp i lavenes regi også faldt bort.

Indenrigsministeriet opfordrede i stedet til, at man dannede såkaldte fagkasser, dvs. fagligt afgrænsede sygekasser (cirkulære af 24. januar 1862). I København blev den første fagforeningssygekasse stiftet i 1872, men der opstod også adskillige sygekasser i tilknytning til forskellige arbejdspladser. En sygekasse blev defineret som en forening af personer, der gennem medlemsbidrag sikrede hinanden hjælp i tilfælde af sygdom.

Den første danske sygekasselov trådte i kraft d. 1. januar 1893 (lov nr. 85 af af 12. april 1892). I medfør af loven gav staten tilskud til statsanerkendte sygekasser, som så sørgede for fri lægehjælp, sygehusbehandling og dagpenge til de medlemmer, hvis indtægt lå under en bestemt grænse. En særlig sygekasseinspektør førte kontrol med kasserne. I medfør af en ny lov fra 1915 (lov nr. 144 af 10. maj 1915) fastlagde man nærmere regler for den såkaldte sygekassegrænse, dvs. de indtægts- og formueforhold, der var betingelsen for at kunne modtage hjælp fra sygekassen (bl.a. for at undgå misbrug af sygekasserne). Med loven i 1915 fik kvinder, som var medlem af en sygekasse, i øvrigt også ret til 10 dages dagpenge under barsel.

Den store danske socialreform i 1933 (også kendt som Kanslergadeforliget)samlede og forenklede de mange love og regler på det sociale område. Bestemmelser om hjælp til syge, invalide og gamle blev samlet i folkeforsikringsloven (lov nr. 182 af 20. maj 1933). Med loven blev det en pligt for alle over 21 år at være forsikrede i en anerkendt privat sygekasse.

Sygeforsikringsloven af 1960 (lov nr. 239 af 10. juni 1960) bestemte, at der i hver kommune kun skulle være én sygekasse. For København betød det, at alle sygekasserne skulle være tilsluttet Sammenslutningen af københavnske Sygekasser senest pr. 1. januar 1964. Sygeforsikringsloven fra 1960 betød, at de sidste fagkasser forsvandt. Desuden fik repræsentanter fra kommunerne plads i sygekassernes bestyrelse, og de fik hurtigt en dominerende indflydelse. Det betød, at sygekassernes oprindelige foreningspræg efterhånden forsvandt helt.

Med lov om offentlig sygesikring (lov nr. 311 af 9. juni 1971) blev de private sygekasser afskaffet til fordel for den almindelige sygesikring. De såkaldte fortsættelseskasser kunne videreføres som private sygeforsikringer, således som det blev tilfældet med for eksempel Sygeforsikringen Danmark.

For bevaringen af de københavnske sygekassers arkiver har Sammenslutningen af københavnske sygekasser (se link nedenfor) spillet en afgørende rolle. En række sygekasser har til sammenslutningen afleveret for eksempel forhandlingsprotokoller, årsregnskaber og korrespondance mv. Der findes derfor bevaret en del materiale fra forskellige sygekasser i sammenslutningens arkiv. Da de sidste fagkasser i 1960erne blev tilsluttet Sammenslutningen, blev deres arkiver på lignende måde overført til dennes arkiv.