I 1890 (den 24. marts) vedtog Borgerrepræsentationen at oprette en elektrisk Centralstation i København. Den blev etableret i 1892, og centralstationen fik navnet Gothersgade Elektricitetsværk. Anlægget bestod af dampmaskiner tilkoblet jævnstrømsgeneratorer. Al elektrisk belysning i indre by gik gennem værket i Gothersgade. Dog opstod der hurtigt behov for en udvidelse.
I 1896 blev der derfor påbegyndt et elektricitetsværk på Vesterbro, da værket i Gothersgade kun kunne levere strøm til et begrænset område. Siden kom de andre værker til, efterhånden som der var behov for at udvide produktionen (se nedenstående liste). Til nye elektricitetsmålere og til nye kabelledninger i gaderne blev der årligt givet bevillinger.
Indtil 1907 skete elforsyningen udelukkende med jævnstrøm, hvor forsyningen med vekselstrøm blev påbegyndt i yderdistrikterne. Senere begyndte vekselstrømforsyningen langsomt at trænge ind i de oprindelige jævnstrømsdistrikter, og i okt. 1969 blev omlægningen af jævnstrømsforsyningen til vekselstrøm tilendebragt.
I december 1957 vedtog Borgerrepræsentationen, at den eksisterende gasgadebelysning skulle udskiftes med elbelysning, og i 1962 fandtes kun 6 gasgadelygter.
Københavns Belysningsvæsen skiftede i 1999 navn til Københavns Energi, da dele af Københavns Energi som følge af elreformen blev placeret i aktieselskaber med virkning fra 1. januar 2000.
Den 1. marts 2001 blev Københavns Energi og Københavns Vand lagt sammen under navnet Københavns Energi. Det blev Danmarks største multiforsyningsvirksomhed med fem forsyningsarter under samme tag.
I marts 2005 godkendte Borgerrepræsentationen salget af Københavns Energis el-aktiviteter til det statsejede naturgasselskab DONG A/S (i dag DONG Energy A/S). El-virksomheden er pr. 1/5 2006 en del af DONG Energy-koncernen.