Torvevæsenet

Københavns første markedsplads for kreaturer blev opført af hofslagter Niels Olufsen i 1671. Den lå ved siden af en accisebod, hvor Gammel Kongevej mundede ud i Vesterbro. En accisebod var et lille toldhus. Torvet fik navnet Trommesalen, fordi markedet blev åbnet til lyden af trommer.

I 1878 blev markedspladsen nedlagt, fordi pladsen med stalde og salgsboder var blevet for trang. Det nye kvægtorv, kaldet Den Brune Kødby, fik plads ved det nuværende Halmtorv i det indre København. Få år senere, i 1883, slog de første slagtehuse dørene op. Samlet fik boderne og bebyggelserne ved Halmtorvet navnet Københavns Kvægtorv og de offentlige slagtehuse.

I 1888 indførte Københavns Kommune slagtetvang. Det betød, at al privat slagtning af dyr blev forbudt og henvist til Kvægtorvet. Al handel med kød blev stillet under offentlig kontrol. Handel med kød omfattede handel med heste, okser, kalve, svin, får og geder. Slagtede dyr på det offentlige slagtehus blev undersøgt såvel før som efter slagtningen. Ordningen gjaldt indtil l. april 1967, hvor den blev afløst af et dyrlægetilsyn. Kød, der ikke kunne godkendes, blev destrueret på autoriserede destruktionsanstalter.

I 1901 åbnede en salgshal for okser, Øksnehallen, på Halmtorvet. Øksnehallen er tegnet af stadsarkitekt Ludvig Fenger, også kendt som Den Brune Kødby. Kvægtorvet blev i 1909 suppleret af en salgshal for bl.a. kød og flæsk. Salgshallen fik navnet Københavns Flæskehal. I 1926 blev anlægget udvidet med en fjerkræhal til handel med æg og levende fjerkræ.

I 1926 samlede Københavns Kommune byens torve og pladser under et nyt direktorat, Direktoratet for Torvevæsenet. Grønttorvet, Amagertorv, Halmtorvet og Gammeltorv blev flyttet fra Magistratens 1. afdeling til det nyoprettede torvevæsen. Torvepladsen på Vandkunsten, Hauser Plads og Kultorvet blev flyttet fra Magistratens 2. afdeling; salgshallerne, Kvægtorvet og Flæsketorvet blev flyttet fra Magistratens 4. afdeling til direktoratet. Fisketorvet på Gammel Strand blev også overtaget af det nye torvevæsen.

I 1928 tog Københavns Magistrat spørgsmålet om en omordning af torve- og slagtehallerne op igen. Byens forsyning og handel med kød og flæsk fungerede ikke rationelt. Samtidig steg tilførslerne af slagtede svin og kreaturer i et stadig stærkere tempo. En medvirkende grund var, at Vestre Gasværk var blevet nedlagt, og det store areal, der lå umiddelbart op til slagtehusterrænet var derved blevet ledigt. Det blev anledningen til at samle slagtning og handel på Vestre Gasværks og slagtehusenes samlede areal.

I 1929 opstillede kommunen en række avishuse, som blev udlejet til avishandlere. De hørte til Torvedirektoratet til 1939, hvor de overførtes til Stadsingeniørens direktorat. Ved ændringen af kommunens vedtægter i 1938 blev Torvevæsenet fra l. april henlagt under Magistratens 1. afdeling.

I 1934 åbnede Den Hvide Kødby, tegnet af stadsarkitekt Poul Holsøe. Den Brune Kødby blev i de følgende år gradvist afviklet. Den Hvide Kødby, bedre kendt som Kødbyen, omfattede slagteri, lokaler til kødforarbejdning og salgshaller. Det betød, at de forskellige stadier i både slagtning og handel blev knyttet sammen i en uafbrudt produktionslinje. Behovet for lokaler til egentlig salg og torvehandel var blevet mindre, og en del af flæskehallen blev lejet ud til forskellige engrosvirksomheder.

I 1974 traf Borgerrepræsentationen beslutning om at nedlægge den sidste del af Den Brune Kødby, nemlig Kvægtorvet. Det trådte i kraft d. 1. april 1974. Fra samme dato blev det offentlige slagtehus i Den Hvide Kødby udlejet til et privat selskab, A/S Københavns Eksportslagteri. Eksportslagteriet drev slagtehuset frem til 1991. I 1991 blev det sidste dyr slagtet i Den Hvide Kødby.

I 1991 blev Københavns Torvevæsen nedlagt. Administrationen af Kødbyen overgik til en driftsafdeling. Torvevæsenet havde siden 1971 også stået for administrationen af de storkøbenhavnske taxier. I forbindelse med nedlæggelsen af torvevæsenet blev Hyrevognskontoret oprettet som et selvstændigt kontor.

Den Brune Kødby blev fredet i 1984, Den Hvide Kødby i 1996.