2004 Oprettet under Borgerrepræsentationen. Åbnet i august 2004.
2007 Kan nu iværksætte undersøgelser af egen drift, herunder gennemføre inspektioner af kommunens institutioner.
Borgerrådgiveren åbnede i august 2004.
Hos Borgerrådgiveren kan københavnerne uafhængigt af de kommunale forvaltninger få behandlet klager over sagsbehandlingen i kommunen, over personalets optræden og kommunens praktiske serviceydelser såsom dag-pasning, undervisning, hjemmehjælp, gaderenholdelse mm. Borgerrådgiveren kan rådgive og hjælpe københavnerne med at udnytte deres klageadgang i forhold til kommunens afgørelser, samt mægle i sager om diskrimination. Desuden er det Borgerrådgiverens opgave at støtte Borgerrepræsentationen i dens tilsyn med udvalg og borgmestre, herunder formidle oplysninger om antallet og arten af klager samt give forslag til forbedringer.
Fra 1. januar 2007 har Borgerrådgiveren endvidere kompetence til at iværksætte undersøgelser af egen drift, herunder gennemføre inspektioner af kommunens institutioner. Borgerrådgiveren kan udtale kritik eller give en henstilling til den forvaltning, som der klages over. Et andet reaktionsmiddel er muligheden for - igennem en årsberetning - at påpege generelle problemstillinger overfor Borgerrepræsentationen, i forhold til de administrative procedurer og borgerbetjeningen.
Borgerrådgiveren er ansat af Borgerrepræsentationen og er uafhængig af de eksisterende udvalg, borgmestre og forvaltninger. Borgerrådgiverfunktionen er politisk forankret under et særligt udvalg kaldet Borgerrådgiverudvalget, som nedsættes under Borgerrepræsentationen i henhold til styrelseslovens § 17, stk. 4.