I Vedtægt af 30. december 1857 § 12 nævnes, at kontorchefen for bogholderkontoret under Magistratens 2. Afdeling overtager hele kommunens bogholderi og regnskabsvæsen, og indtil 1907 var det kommunale bogholderi i store træk organiseret sådan, at 2. afdelings bogholderi ikke alene var hovedbogholderi, men også detailbogholderi for de forskellige Institutioner.
Ved omordningen i 1907 blev regnskabsvæsenet decentraliseret, og hovedbogholderiets regnskabsmæssige opgaver blev herefter:
- at føre regnskab over de budgetkonti, som særlig er underlagt hovedbogholderiet. I denne henseende er det sideordnet de andre regnskabsførende Institutioner
- at føre regnskab over, hvad hver enkelt institution har anvist til indtægt eller udgift ved hovedkassen
- at føre et summarisk regnskab over samtlige budgetkonti på grundlag af de forskellige institutioners månedlige indberetninger
- at føre statusregnskabet
Ved omorganiseringen blev der desuden oprettet en administrativ revision under ledelse af hovedbogholderiets chef, som samtidig blev direktør. Under direktoratet sorterede endvidere forvaltning af stadens gæld samt en del sager om løn og pension.
Den 1. december 1911 blev der oprettet en stilling som kontorchef. Den 1. juli 1917 blev der oprettet et særligt kontor for lønnings-, pensions- og enkeforsørgelsessager. Den l. april 1920 oprettedes et særligt kontor for stadens lån.
Fra l. april 1926 blev sagerne om løn, pension og enkeforsørgelse udskilt fra direktoratet, fordi der blev oprettet et særligt direktorat for disse sager. Den l. april 1933 blev der oprettet en stilling som kontorchef i den administrative revision.
Direktoratet for stadens hovedbogholderi og revision bestod med andre ord af:
1) Hovedbogholderiet
2) Kontoret for stadens lån
3) den administrative revision.
I 1937 indgik hovedbogholderiet i Direktoratet for stadens regnskabsvæsen, og den administrative revision blev lagt ind under Direktoratet for stadens revision. Begge blev i 1938 lagt under Overborgmesteren.
Regelgrundlag for Direktoratet for staden hovedbogholderi og revision:
Borgerrepræsentationens forhandlinger
1906-07, S. 2236 f., 2277 f., Till. S. 731 f.;
1907-08, S. 511 f.
1911-12, S. 1252f., 1663f.
1917-18, S.330 f., 379
1919-20, S. 2543 f., budgetbetænkning 1920-21, S. 49 f.
Till. 1932-33 S. 297, 313 f.