Skattevæsenet

1888 1/1 Oprettet (vedr.18/7 1887). Fra Skattekontoret (6300). Under Mag.2.afd.

1898 Navneændring til direktoratet for Københavns skattevæsen.

1938 Under Overborgmesterens afdeling.

1978 Navneændring til Direktoratet for Københavns skatte- og registerforvaltning. Under mag.6.afd.

1998 Navneændring til skatte- og registerforvaltningen. Under Økonomiforvaltningen.

2005 Nedlagt. Få opgaver overtaget af Opkrævning og Ejendomsskat (under Kultur- og Fritidsforvaltningen), resten til staten.

Skattekontoret blev fra 1. jan. 1888 afløst af Københavns skatteinspektorat.

Det var et resultat af en lov fra 1887, der inddelte København i ligningsdistrikter og som pålagde magistraten at yde den fornødne hjælp ved selve skatteligningen.

For at kunne yde denne hjælp blev det besluttet at ansætte en inspektør for byens skattevæsen pr. 1. januar 1888.

Indkomst- og formueskat til staten blev indført ved lov af 15. maj 1903 (ligesom lov om ejendomsskyld til staten også blev vedtaget på dette tidspunkt).

Denne lovs regler angående ligningsmyndighederne kom ikke til at gælde for København, hvor man i stedet benyttede det allerede bestående ligningssystem.

Opgaverne vedrørende indkomst- og formuebeskatningen blev lagt direkte under direktoratet og ligningskommissionen skiftede navn til skatterådet.

Ligningskommissionens/skatterådets afgørelser kunne indankes for overligningskommission/overskatteråd indtil 1912, da en ny statsskattelov oprettede et for hele landet fælles landsoverskatteråd, som 1938 blev afløst af landsskatteretten.

Fra og med 1. jan. 1970 opkrævedes den kommunale indkomstskat, de kirkelige afgifter samt den statslige indkomst- og formueskat ved statens foranstaltning, som kildeskat.

Kildeskatten og indførelsen af personnumre medførte en gennemgribende omlægning af såvel skatteligning som skatteopkrævning.

Ligningsmandsinstitutionen blev ophævet og afløst af en ligningskommission.

Skattedirektøren blev af borgerrepræsentationen bemyndiget til (som forskudsregistrator) at foretage forskudsregistreringen.

De af forskudsregistrator trufne afgørelser kunne indbringes for ligningskommissionen, der i øvrigt overtog ligningsmændenes funktioner med hensyn til de endelige skatteansættelser, slutligningen.

Skatterådets funktioner blev udvidet til også at omfatte en tilsynsmyndighed over for ligningskommissionen. Skatterådet blev nedlagt i 1989.

I forbindelse med kommunalreformen (som trådte i kraft 1. januar 2007) overtog staten 1. november 2005 hovedparten af Københavns kommunes skattemæssige forpligtigelser.

De resterende opgaver varetages af Opkrævning og Ejendomsskat som er samlet i én organisation, der udover opkrævningsopgaverne beregner skatter og afgifter for fast ejendom og udsender skattebilletter hvert år i januar måned til ejerne.

Den offentlige vurdering, som er grundlaget for opkrævning af ejendomsskat, foretages pr. 1. oktober hvert år af Vurderingsmyndigheden, der er statslig.

Ejendomsskat vedligeholder et register, der indeholder oplysninger om matrikler, adresser og ejere. Registret danner grundlag for den offentlige vurdering sammen med Bygnings- og Boligregistrets oplysninger om ejendomme.

Afdelingen yder desuden lån til betaling af ejendomsskatter m.v. til efterlønsmodtagere og pensionister, og udsteder attester og påtegner skøder med ejendomsværdi.

::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::

Skatteoppebørselen og rodemestre - en kort historisk gennemgang af skattevæsenet (1866-1970):

1. januar 1862 oprettedes Skattekontoret. Kontorets chef kom også til at forestå skatteoppebørselen, hvorunder bl.a. hørte skatteopkrævningen og optagelsen af mandtal til brug ved ligningen af personlig skat og en del af de øvrige skatter.

Oppebørselsforretningerne besørgedes fra gammel tid af stadens rodemestre. Bestillingen var oprindelig et borgerligt ombud, der måtte udføres uden vederlag, men efterhånden blev der tillagt rodemestrene procenter af de opkrævede skatter.

Efterhånden som stadens indbyggerantal steg, voldte det betydelige vanskeligheder at tilpasse dette gamle oppebørselssystem efter tidens behov.

I 1871 blev stadens kvarterer (bl.a. af hensyn til oppebørselsdistrikternes regulering) delt i roder, men procentlønnen vanskeliggjorde de tiltrængte distriktsomlægninger.

For at komme ud over denne uheldige tilstand og begrænse omkostningerne ved oppebørselen vedtog kommunalbestyrelsen i 1899 vedtægtsbestemmelser for skatteoppebørselen i København, hvori fastsattes:

- at rodemestrene fremtidig skulle lønnes dels med fast gage, dels med l/4 pct. af de opkrævede skatter

- at dobbeltdistrikterne efterhånden skulle omlægges, således at der i hvert distrikt kun blev en rodemester

- at der til medhjælp for rodemestrene skulle ansættes rodemesterassistenter og rodemestermedhjælpere.

I 1904 rejste borgerrepræsentationen spørgsmålet om oprettelsen af faste skattekontorer. Magistraten og skattedirektoratet kunne på daværende tidspunkt dog ikke tilråde en sådan reform. Derfor blev ordning fra 1899 bibeholdt, dog bortfaldt den sidste rest af rodemestrenes procentløn i 1906.

I 1917 blev spørgsmålet om en omordning af skatteoppebørselen rejst på ny. Magistraten henviste sagen til en kommission. Kommissionens betænkning forelå i 1919 og det blev foreslået, at der i hver bydel skulle oprettes enkelte store oppebørselskontorer, hvortil rodemesterforretningerne skulle henlægges. Kommissionen fandt det dog ønskeligt, at der, forinden den endelige afgørelse blev truffet, ved oprettelsen af forsøgskontorer blev indhøstet erfaringer angående forslagets virkninger i praksis.

Kommunalbestyrelsen vedtog den forsøgsvise oprettelse af 3 store oppebørselskontorer i 1920, hertil kom i de følgende år yderligere 11 større og mindre kontorer.

Omordningen blev endelig gennemført i 1925, hvor vedtægtsbestemmelserne af 1899 afløstes af vedtægtsbestemmelser for rodeforvaltningen i København.

Herefter henlagdes opkrævningen af skatter og afgifter til rodekontorer under direktoratet for Københavns skattevæsen, og samtidig bortfaldt den ambulante skatteopkrævning. Kommunalbestyrelsen skulle dog kunne anvise andre indbetalingssteder ved siden af rodekontorerne (bankindbetaling og postgirering). Der var på dette tidspunkt 11 større og 9 mindre rodekontorer. Desuden opretholdtes 4 rodemesterkontorer. 31 rodemesterposter omnormeredes til stillinger som inspektør og kasserer på rodekontorerne. De overtallige rodemestre overgik til tjeneste på rodekontorerne som medhjælpere for lederne; ledige rodemesterposter skulle fremtidig inddrages.

Reformen gik endvidere ud på, at de skatter til stat, kommune og kirke, som hidtil var blevet opkrævet kvartalsvis, fremtidig skulle betales i 10 lige store rater i månederne juli-november og januar- maj.

Bankindbetaling af skat blev indført fra 4.maj 1926, postgirering af skat fra 1. juli s. å.

I årene derefter afløstes de mindre rodekontorer og rodemesterkontorer af større rodekontorer, således at der pr. 1. juli 1933 af disse var 18.

Nævnte oppebørselsreform blev revideret i skatteåret 1935-36, og de personelle rammer for rodekontorerne blev endelig fastlagt af kommunalbestyrelsen i 1936.

Oppebørselsvæsenet kom i 1922 (pga. ændringer i retsplejeloven) til at stå for skatteudpantningen (som pantefogeder). Fra l. jan. 1933 gjaldt det, at udpantning for skatter og afgifter ikke længere kun angik de i kommunen pålignede skatter og afgifter men også restancer fra andre kommuner. Københavns skattevæsens udpantningsvirksomhed blev således forøget med et større antal udpantningsforretninger for fremmede kommuner.

Med kildeskattens indførelse 1. jan. 1970 overgik skatteopkrævningen primært til staten, således at kun restanceinddrivelse (hos såvel skatteydere som arbejdsgivere) forblev som kommunal arbejdsopgave for personbeskatningens vedkommende.

:::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::

Kort om den kommunale indkomstskat og de kommunale ejendomsskatter:

1861 gennemførtes en omordning af de kommunale skatter i København. Der blev indført en almindelig indkomstskat for stadens faste beboere og foretaget en regulering og fiksering af skatterne på faste ejendomme.

Indkomstskatten afløste den summarisk pålignede nærings- og hjælpeskat. Ligningen skulle fra 1861 ske på grundlag af selvangivelser efter faste regler for opgørelsen af indkomsten.

Ejendomsskatterne var hidtil blevet opkrævet hver til sit særlige formål med skiftende beløb efter årets behov. Det ophørte i 1861 og der blev fastsat bestemte ubevægelige takster for ejendomsskatterne.

De tidligere særskatter blev sammendraget i to hovedskatter: grundskatten og arealskatten, desuden skulle som hidtil svares en brolægningsskat.

Fra 1904 blev udenbysboende erhvervsdrivende og ejendomsbesiddere samt aktieselskaber o.l. inddraget under den kommunale indkomstskat.

Derimod fastholdtes den hidtidige norm for beregningen af indkomstskatten af stadens faste beboere, dog med en nedsættelse af skattens maksimum til 2,5 pct.

Den fra 1904 gældende lov om indkomst- og formueskat til staten indeholdt mere indgående regler for opgørelsen af den skattepligtige indkomst end den kommunale lov af 1861. De nye regler blev også bragt til anvendelse for den kommunale indkomstskat.

Med loven angående den kommunale beskatning fik København ret til, i forbindelse med ejendomsskylden til staten, at udskrive en kommunal ejendomsskyld med nærmere regler for en gradvis udjævning af forskellen mellem de enkelte ejendommes hidtidige bygningsafgift til staten og den samlede ejendomsskyld.

Denne kommunale ejendomsskyld, der (ligesom den i 1903 indførte ejendomsskyld til staten) skulle pålægges efter ejendommens samlede værdi i handel og vandel, blev indført fra 1. juli 1905. I øvrigt skulle ejendomsskatterne vedblivende svares efter loven af 1861.

De kommunale skatteændringer viste sig finansielt utilstrækkelige for København. 1909 fik kommunen lov til at forhøje indkomstskatten for 1909-1910 i anledning af den ekstraordinære arbejdsløshed. 1910 kom en lov om indkomstskat til Københavns Kommune.

Bestemmelserne i loven af 1910 om skatteudskrivningens bevægelighed blev senere suppleret og udvidet, ligesom også den i 1910 fastsatte rateskala senere blev ændret og til sidst afløst af en for alle indkomstgrupper fast beskatningsprocent.

De almindelige for hele landet gældende regler om pligten til at svare kommunal opholdsskat, erhvervsskat og selskabsskat blev ændret flere gange siden loven af 15. maj 1903.

1926 kom der en ny lov om kommunale ejendomsskatter. Det betød et nyt grundlag for ejendomsbeskatningen i København.

Arealskatten, grundskatten, brolægningsskatten og den hidtidige kommunale ejendomsskyld blev nu afløst af en grundskyld på grundværdien og en ejendomsskyld på den skyldpligtige del af bygningsværdien på grundlag af vurderingerne til stats-ejendomsskyld.

De for grundskyld og ejendomsskyld fritagne offentlige ejendomme skulle som bidrag til vejudgifter svare en dækningsafgift. Fra og med skatteåret 1961-62 opkrævedes dækningsafgift også af visse erhvervsejendomme.

1971 indførtes en amtskommunal indkomstskat. Da København (og Frederiksberg) ikke indgik i landets amtskommunale inddeling, blev reglerne for den kommunale indkomstskat tillempet ved lov i 1972, hvorefter 20 % af den københavnske indkomstskat behandledes som en særlig amtskommunal andel.

Foruden den kommunale indkomstskat og de kommunale ejendomsskatter, der er omtalt ovenfor, har direktoratet for Københavns skattevæsen beregnet og opkrævet en række andre skatter og afgifter.