Socialdirektoratets centralkontor for regnskabsvæsen blev oprettet i 1930. Opgaverne var overført fra magistratens 3. afdelings hovedkassererkontor og bogholderkontoret. Afdelingen var også ekspeditionskontor og kontrolkontor, og regnskabschefens kontor havde til huse her.
Kontoret var regnskabsfører for understøttelsesvirksomheden (invalide-, folke- og enkepensionen, den offentlige forsorg, herunder børneværnsforsorgen, legater, tilskud til filantropiske foreninger m. v.), men varetog også nogle opgaver for afdelingen som helhed, for eksempel udarbejdelsen af det årlige budget, samling af afdelingens regnskab og efterbevillingsforslag og udarbejdelse af årsberetning.
I henhold til bestemmelsen i regnskabsvedtægtens § 34 var der vedrørende dette regnskabsområde oprettet en intern kontrol, der havde fået overdraget forskellige kontrolopgaver, så direktoratet for stadens revision i tilsvarende udstrækning kunne indskrænke sin virksomhed.
Under dette kontor hørte også hovedkassererkontoret, der forestod afdelingens kasseforretninger med undtagelse af udbetalingen af hjælp, som blev ydet gennem socialkontorerne, og var opbevaringssted for deponerede værdier, effekter, sikkerhedsstillelser samt værdipapirer, der tilhørte de legater, der blev bestyret af afdelingen.
I 1973 blev Edb-kontoret udskilt fra regnskabschefens kontor. I 1978 overgik afdelingen til magistratens 3. afdelings økonomiafdeling og Edb-kontoret flyttede til Sikringsafdelingen.